Det føltes forkert at se Eric Dane langsomt forsvinde foran kameraet

I sidste uge så jeg *Last Words of Eric Dane* på Netflix. Han døde af ALS tidligere på året, efter at han i 2024 fik stillet diagnosen på baggrund af svaghed i højre hånd. Dokumentaren efterlod mig splittet mellem en følelse af, at jeg havde set noget for intimt til at blive set af udenforstående – og en mærkelig lettelse over, at der stadig findes noget rå og ægte i en verden, der er overfyldt med fyldstoffer, selfies og performativt vrøvl. Men at se et menneske langsomt forsvinde, mens det stadig var i live – uden at kunne gribe ind, uden at kunne hjælpe, blot være vidne til processen, der udspillede sig i realtid – efterlod mig dybt urolig. Det efterlod mig også med en følelse af skam.