hvad der egentlig øger risikoen for kræft

For nylig holdt jeg et foredrag for Kræftens Bekæmpelse 'Tidslerne' om miljørelaterede kræftrisici.

Det gjorde én ting smerteligt tydeligt: De fleste bekymrer sig om de forkerte risici.

Et eller andet sted undervejs er sundhedsdebatten drejet ind på et mærkeligt spor, hvor folk er helt besatte af ting som:

- En teskefuld sukker på det, du nu har

- Frugt eller »alle kulhydrater er onde«

- Ubetydelige små mængder af pesticidrester på grøntsager

- At røre ved en kvittering (ja, hvis du er kasseassistent og rører ved dem hele tiden, kan det være en smitterisiko, man bør tage højde for – men det afhænger i høj grad af hyppigheden)

Derimod får de eksponeringer, der gang på gang dukker op i forskningen og ved undersøgelser af klienter i klinikken, langt mindre opmærksomhed:

- Kronisk stofskiftesvigt

- Radon i bygninger (den næsthyppigste årsag til lungekræft)

- Udsættelse for skimmelsvamp – forekommer i ca. 25 % af bygningerne (aflatoksin er et kendt kræftfremkaldende stof). Jeg finder skyhøje niveauer i forbindelse med mange kræftformer.

- Hormonforstyrrende kemikalier i vores drikkevand (om man spiser økologisk eller ej, betyder i det store og hele ikke ret meget)

- Kronisk betændelse forårsaget af søvnforstyrrelser, uoverensstemmelse mellem døgnrytme og lysforhold samt vedvarende stress kan måles og har vist sig at ændre udtrykket af mere end 200 gener, der er involveret i immunregulering (dvs. nedsat evne til at bekæmpe sygdom!) og stofskiftet.

Næsten alle de klienter, jeg får ind, har 2 eller 3 af de ovennævnte problemer, der ligger mærkbart og markant uden for det normale interval – og alligevel fokuserer de på gluten eller den lille smule rigtigt sukker i deres havregrød eller hvad det nu måtte være. Ting, som de måske føler, de kan kontrollere – men fordi deres fokus er rettet mod ueffektive forhold, overses de faktorer, der virkelig gør en forskel.

Kræftrisikoen afhænger af dosis × varighed × biologisk forstyrrelse.

Med andre ord: det, kroppen udsættes for hver dag i 20–30 år. Og man kan MÅLE denne belastning af kroppen. Det er ikke gætterier – det kan måles og behandles.

Ja, den samtale er sværere at få folk til at gå med til.

Det er langt nemmere at skabe viralt indhold om »giftig grønkål« eller at dæmonisere et enkelt næringsstof end at forklare, hvordan langvarig metabolisk stress og miljøbelastning rent faktisk ophober sig i kroppen.

Så folk ender med at gøre alting »rigtigt« i henhold til den seneste kosttrend, mens de faktorer, der rent faktisk påvirker sygdomsrisikoen, forbliver uberørte.

Hvis vi vil have en seriøs samtale om kræftforebyggelse, må vi nok starte her:

Hvorfor diskuterer vi stadig de mindste risici, mens vi ser bort fra de største?